tirsdag den 25. marts 2008

Ting 23. 23 ting - med tungen lige i munden..

Tid til opsummering og evaluering af projektet her. Det har været rigtig sjovt og rigtig frustrerende ind i mellem, når jeg ikke kunne finde ud af det! der må jeg virkelig sige tak til de kolleger som har lavet så grundige redegørelser - det har været en stor hjælp... Jeg har hængt på hele vejen igennem, men det har været med nød og næppe og hulter til bulter i en uskøn pærevælling, hvor jeg slet, slet ikke har fundet tid til at skrive alle mine utrolige observationer om de her web 2.0 teknologier og så videre... Endsige det der oprindelig var tanken med bloggen, nemlig at dele mine tanker om læseoplevelser med andre. Men det var måske også lige lovligt ambitiøst, og der er på den anden side heller ikke nogen der har stillet krav til æstetikken i det her :-)

Lad mig resumere:

Ting 1: Oprettelse af en Google-konto - done - min Google-konto er uundværlig, selv om jeg er imod monopoler, så: Google rules!

Ting 2: Lav en blog - tja, en slags, men verden er alligevel fyldt med blogs som ingen læser, hvem ved om min grimme ælling en gang vokser sig stor og smuk og vinder hæder og ære og berømmelse!

Ting 3: Google - som sagt - Google har det hele - jeg fik installeret Rss-feed'en fra Esben Fjords klumme, hvor en eller anden hot-shot guru bl.a. vil fortælle mig og alverden at bibliotekerne ikke eksisterer i år 2019?!? Heldigvis stod der i Urban lige før påske under en kæmpe overskrift at Bibliotekerne er nu er "trendy" og der er interview med tre unge studerende som synes at det er dejligt at der kommer så mange forskellige mennesker på biblioteket - det er "folkeligt" - yes! Hvem får ret? vi får se! Folkeligt rules - længe leve folkebiblioteket!

Ting 4: IGoogle - som sagt - alt under en hat - nemt og praktisk - idag har kollega Rikke på vores afdelingsmøde netop gjort reklame for at du kan synkronisere din Outlook-kalender med din Google-ditto.

Ting 5: Jeg har haft det lidt mærkeligt med at registrere min blog, så alle kan se den i cyberspace. Men hvad herregud, tænkte jeg så - det gør vel ingen skade.. og den kan måske vokse sig smuk... Hvis der er nogen der skriver noget grimt til mig om den, kan jeg vel bare redigere det væk, ikk'?

Ting 6 & 7: Google Talk - Google igen... chat - det er ikke lige mig...

Ting 8 & 9: Library Thing og Widgets - sjovt lige i starten - og det var så det...

Ting 10: del.icio.us - er - what can you say - delicious...

Ting 11 og 12: Flickr og Picasa - det bliver Picasa der vinder - igen et spørgsmål om bekvemmelighed - det er en del af Google-pakken

Ting 13, 14, 15, 16: Mp3 - åh, den lille Zen, hvor er den sød - og tænk hvor der kan være meget på sådan en lille fyr: musik, bøger, radioprogrammer - jeg har rippet og downloadet til den store guldmedalje, har jeg! jeg har den med alle vegne og praler af den. Og dejligt med en gulerod midt i programmet - jeg synes at det er flot at vi fik sådan en alle sammen...så tak for den.

Ting 17: Videopodcast og Ting 18: YouTube - det er fedt med alle de film som ligger på nettet til fri afbenyttelse. Meget anvendeligt i den sammenhæng som jeg befinder mig i lige nu, nemlig på Ordrup Gymnasium's bibliotek. Hvad med at se en dokumentar med Martin Luther King's berømte anti-racistiske tale "I have a dream"i sin fulde længde? eller vil du vise dine klassekammerater, hvordan det gik til da Nelson Mandelas blev løsladt fra fængslet efter 27 år den 11. februar 1990? Får stadig "høje hår", rislen langs rygraden og føler historiens vingesus når jeg ser det...

Det er da kilder der ligger lige til højrebenet i samfundsfags- eller historieundervisningen.

Ting 19: Wikipedia - bruger det meget selv - men eleverne på OG er skeptiske overfor det, når det kan være skrevet "af alle og enhver", som de siger. De har lært at være kildekritiske, og det er jo godt.

Ting 20: Google, Google og atter Google - der er den igen - det er sgu helt uhyggeligt, så afhængig man bliver, men det er bare så dejligt nemt at have det samlet... Indtil videre har jeg ikke brugt Google Docs til noget videre undtagen at dele et dokument i Bogcafégruppen, men det er da helt klart fremtiden, hvis man skal udvikle noget i en gruppe (som f.eks. bogcafégruppen), hvor alle kan komme til fadet.

Ting 21 og 22: My Space og FaceBook. Ja, men altså - det er jo sjovt, ikke? og man får mødt gamle venner i cyberspace - det er sådan lidt poesibogsagtigt og cute med alle de "venner" folk har: "vil du godt skrive i min poesi - øh, undskyld - facebog?". Fænomenet er stort, og det vil udvikle sig og blive endnu større? Eller blive erstattet af noget andet?

Jeg tror, at man kan bruge det til at lave noget pr i forhold til nogle grupper, f. eks. en sammenhæng som den vi på Ordrup bibliotek er ved at bevæge os ind i med vores fusion af lokal- og gymnasiebibliotek, hvor vi kommer til at arbejde sammen med de unge om arrangementer, events mm. der vil det være oplagt at bruge Facebook til at informere.

Hørt på OG's bibliotek: "Hey, jeg adder lige no'en fre-e-endz til min facebook, ikk' å!"

Ting 23: Det har været sjovt og lærerigt, omend noget hæsblæsende at være med i "23ting". Jeg synes, at det er rigtig godt at være blevet tvunget til at forholde sig til de 23 ting. Men, men, men - hvor tager det dog tid. At blogge f.eks. tager oceaner af tid, for en blog der ikke bliver ajourført næsten dagligt og ikke har noget væsentligt at bidrage med er ligesom folks feriebilleder ikke interessant for ret mange andre end din bedstemor og et håndfuld andre.

Alt i alt er jeg vild med ideen bag 23 ting som i al sin enkelhed er genial og uden vanskelighed kan anvendes på mange andre egenlæringsforløb, hvor 23 efter behov kan erstattes af 5, eller 13 eller 33 ting., som man lyster.

Hvad med et forløb for "vores" kommende gymnasieelever i det nye multi-, multi-fantastiske Ordrup Multihus og Fusionsbibliotek (nej, nej det hedder det ikke - det er ikke døbt endnu! ;-)), hvor de lærer om sites til informationssøgning, kildekritik mm. og blogger, chatter om det. Som erstatning for den sædvanlige søvndyssende PP-præsentation med indlagte øvelser lagt ind som undervisning en søvnig tirsdag formiddag i begyndelsen af skoleåret.

Men hvad for en gulerod skulle man give dem? - jeg tror ikke at vi har råd til Mp3-afspillere til hundredevis af gymnasieelever - og sådan en har de iøvrigt allerede allesammen.

Er der nogen derude der har gode råd derude til sådan et program? SkrivOpgave.dk er f.eks. oplagt, ikke?

Og frem for alt: hvad skulle præmierne være?

Således slutter jeg her med en invitation til fortsættelse og transformering af 23ting til nye brugergrupper.






lørdag den 1. marts 2008

Bogcaféer

Det er ved at være tid til bogcaféer igen her på Gentofte Bibliotekerne, så måske skulle jeg se at komme igang med det som jeg egentlig havde planlagt denne blog til at handle om, nemlig bøger.

Denne gang har jeg følgende titler på programmet:

Ivan Turgenjev: Fædre og Sønner
Ole Sohns biografi om Gustaf Munch-Petersen "Gustaf Munch-Petersen og den spanske borgerkrig
Ian McEwan: Soning
Hanne Richardt Beck: Om så det gælder
Philip Roth: Enhver
Ray Kluun: En slags kærlighed

- i uprioriteret og ualfabetisk rækkefølge!

mandag den 25. februar 2008

lørdag den 23. februar 2008

Google Docs

Den opgave har Rosa klaret for bogcafégruppen - glimrende idé at vi der kan dele dokumenter. Der ligger nu en liste over de bøger vi vil "turnere" her i foråret, og den kan hele tiden revideres.

For Zøren hvor er Zen sød...

Min Creative Zen ligger her ved siden af mig, klar til at få en masse ting lagt på sig. Hvor er den nuttet fristes jeg til at sige; tænk at man kan have så mange ting på sådan en lille fætter.
Den kom lige på det rigtige tidspunkt, da der var ved at være lidt "midtvejskrise" (som godt nok har trukket lidt ud for mit vedkommende).
Læringsforløb med indlagte gulerødder - det er en rigtig god idé!

Hulk - jeg er intolerant...

"Ouh, my ga-a-rd" som de siger over there; jeg er håbløst bag ud p.g.a. ferie i uge 7 og meget andet, men jeg kæmper videre. Det er noget urent trav.
Lige nu fik jeg klaret opgaven med Wikipedia, idet jeg fik lavet en rettelse i denne artikel: http://da.wikipedia.org/w/index.php?title=C%C3%B8liaki&oldid=1949654. Hvis jeg engang får tid vil jeg muligvis kaste mig ud i et længere indlæg om denne tyndtarmsygdom (spændende, ikke?!), som jeg efterhånden har et indgående kendskab til, da jeg selv har den og har levet med den i snart mange år.
Men det bliver ikke lige nu; der er andre ting på tapetet...
Rettelsen? Den korrekte medicinske betegnelse for glutenintolerante - ja, det hedder det altså - er ikke "cøliakister" (som der vist nok stod), men "cøliakere". Og nok om det lige nu...

mandag den 18. februar 2008